Indkøbskurv
STJERNEHISTORIER - MØD CHARLOTTE KØLKJÆR. COSTUMER SUCCES MANAGER HOS SPRINKLR OG UDDANNET KUSNTHISTORIKER.

15. maj 2021

STJERNEHISTORIER - MØD CHARLOTTE KØLKJÆR. COSTUMER SUCCES MANAGER HOS SPRINKLR OG UDDANNET KUSNTHISTORIKER.

KUNST SOM SELVVALGT HOBBY

I 2014 blev Charlotte Kølkjær uddannet fra Københavns Universitet i Kunsthistorie.
Hele livet havde hun følt sig sikker på en karriere inden for det kreative felt, og efter overvejelser om en uddannelse som både designer og arkitekt, faldt valget til sidst på kunsthistorie. Et oplagt valg når man, som Charlotte, har en stor interesse for kunst.

Der gik dog ikke længe, før Charlotte opdagede, at akademikerlivet alligevel ikke var den rigtige karrierevej for hende. Studierne på kunsthistorie fik hende i perioder til at hade al den kunst, hun blev præsenteret for. Den faglige tilgang til værkerne overskyggede hurtigt den umiddelbare og følelsesmæssige tilgang til kunst, syntes Charlotte, og samtidig havde hun svært ved at se sig selv i et arbejdsliv, der udelukkende udsprang fra kunsthistorie og den akademiske tilgang til kunst, design og arkitektur.

“Jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde temperament til at være akademiker.”

Da muligheden for at arbejde med digital marketing pludselig bød sig til, oplevede Charlotte, hvordan brikkerne nu faldt på plads.
Hun fandt den helt rigtige karrierevej i Tech-branchen, og fandt samtidig værdien i at kunne bibeholde sin store kunstinteresse som en hobby og et livslangt passions-projekt.
I kraft af sit nuværende arbejde oplever Charlotte også at have overskydende ressourcer til at dyrke sin kunstinteresse på et højere plan, og hun sætter stor pris på at kunne købe ny og spændende kunst til sin lejlighed på Nørrebro.

“Når folk spørger, hvad min hobby er, så plejer jeg at sige at det er min lejlighed. Jeg har altid gang i et nyt projekt.”

AT REJSE MED EN KUNSTHISTORIKER

Når Charlotte tager ud at rejse, er det ofte til storbyer, og med det formål at se på masser af arkitektur og kunstudstillinger, som ikke findes hjemme i Danmark.
Hun er meget betaget af New York og Paris, men Tokyo er en overlegen favorit qua byens fabelagtige kultur.

“Jeg tager altid enormt mange billeder af bygninger. Bygninger og døre. Jeg elsker døre!”

Det er vigtigt at finde de rigtige mennesker at rejse med, når man som Charlotte nemt kan bruge halve dage på kunstmuseer rundt omkring i hele verdenen.
For Charlotte er det helt unikt, når hun kan være fælles med nogen om den følelsesmæssige oplevelse, det kan være at se et helt særligt kunstværk. Hun sætter derfor stor pris på at rejse med sin bedste veninde, der, ligesom Charlotte selv, også har læst kunsthistorie men valgt kunstinteressen som hobby frem for karriere.

“Min bedste veninde er også en ‘failed artistorian’, som vi kalder os selv, og det er noget helt særligt at dele de der følelsesmæssige oplevelser sammen med hende, når vi begge kan blive helt ‘starstruck’ over et kunstværk.”

LAD DIG INSPIRERE AF CHARLOTTE

OM KUNST, FAGLIGHED OG FØLELSER

”For at noget er kunst for mig, skal det skabe en følelse.
Der skal helst være noget, der kradser eller stikker lidt ud ved et værk.
Man skal ikke vælge det, man først tænker er det rigtige, eller det som er nemt tilgængeligt.
Det må gerne irritere lidt oppe i hjernen. Noget der vibrerer eller generer lidt og, vigtigst af alt, skaber en følelse.
Jeg tror en af grundene til, at vi de seneste år har set meget til interaktive værker, og at en kunstner som Olafur Eliasson er blevet så populær, er, at det er så nemt at føle noget, når man kommer ind og interagerer med værkerne.
Med ekspressionisme og abstrakt kunst er man enten nødt til at kunne give helt slip og lade sig rive med af farver og penselstrøg, eller også er man nødt til at have en baggrundsviden for at forstå det. Det var noget af det, der frustrerede mig ved at læse kunsthistorie: Jeg følte ikke, jeg kunne få værdi ud af et kunstværk uden at have læst 100 sider om det først.

Det er vigtigt for mig, at den kunst, jeg omgiver mig med i mit eget hjem, er valgt, fordi jeg synes det er flot, fordi det skaber en følelse hos mig, og fordi det er en referenceramme til at kunne fortælle historier.

Jeg har helt klart en aversion mod ren, flad dekorationskunst. Der skal helst være et eller andet bagved, som gør, at det ikke bare er noget, tusindvis af mennesker har hængende.”

BESKRIV PLAKATEN SOM DU SER DEN

”Det er en original plakat fra Statens Museum For Kunst, og jeg fandt den i en genbrugsbutik og købte den for en 50er eller deromkring.
Jeg troede først, at motivet var et af Le Corbusier’s oliemalerier, men finder så ud af, at det faktisk er et udsnit af et maleri, Le Corbusier har malet på en kæmpe dør ind til et af hans fantastiske kapeller i Ronchamp i Frankrig.

Nogle siger, kapellet ligner et skib. Jeg synes, det ligner en kæmpe Karl Johan svamp. Det er en meget vild bygning fra hans sene tid i 50erne.

Værket er halvt abstrakt, halvt figurativt, og det er malet med en særlig teknik på emalje, som er helt fantastisk, fordi det ikke falmer og er enormt holdbart.
Plakatens motiv er et lille udsnit af det store værk på døren. Man kan i højre hjørne se lidt af en stjerne, som er halvt i guld og halvt i turkis.

Motivet er altså et lille udsnit af en større fortælling.

Hovedmotivet på billedet er en hånd. Et symbol som historisk er funderet i Le Corbusiers tanker om, og modeller for, hvordan vi lever og færdes i verdenen. I dag er logoet for Le Corbusier en åben hånd, som næsten kan ligne en fugl med de 3 midterste fingre samlet og tommelfinger og lillefinger adskilt ud til siderne.
Hånden på min plakat er lidt anderledes, og jeg synes, den er mere imødekommende. Den er jo også malet på en kirkedør, og på det originale maleri er der en anden hånd overfor, som velsigner og byder velkommen til guds hus.

Hele værket bevæger sig meget i primærfarver, og jeg elsker den kraftige blå farve, som hånden er malet i.
Den hvide baggrund og de sorte linjer er med til at fremhæve de farvekontraster, der findes i form af en knækket gul, turkis og rød, og jeg kan enormt godt lide, at farvelægningen er lidt forskudt i forhold til den tegnede skitse nedenunder. Det giver en fornemmelse af, at billedet har flere lag, og den forskudte farvelægning bliver nærmest litografiagtig.

Nederst på plakaten står angivet navn og adresse til Statens Museum For Kunst og deres åbningstider. Jeg synes, det er enormt sjovt, at denne tekst er en del af værket. Også fordi den måde hvorpå det er sat op på tilbage i 1987 er enormt kikset. Det er en stor kontrast til, hvordan museums plakater ser ud i dag."

HVORDAN VALGTE DU DEN RIGTIGE INDRAMNING?

”Fordi plakaten ikke har standardmål, var den rigtig svær at indramme, og derfor skulle den indrammes professionelt. Plakaten er meget lang, og jeg elsker det skæve format. Jo mere mærkeligt og væk fra standardformater, jo bedre, og derfor skulle rammen også være helt rigtig til værket.

I forhold til alle de andre ting, jeg har fået indrammet hos Framing People, er den ramme jeg har valgt til Le Corbusier plakaten et af de mere ‘kedelige’ valg. Træ-looket er normalt ikke mit førstevalg til en ramme, fordi jeg synes, det kan blive lidt gammeldags. Men nu er det jo netop en gammel plakat det her, og derfor gav egetræsrammen mening.
Jeg overvejede en hvid ramme, men den ville fremhæve plakatens ældre/gullige farve, og en sort ramme ville blive for hård i udtrykket og tage fokus fra billedets kontrastfarver ved at skabe mange ekstra linjer.

Jeg havde lyst til, at rammen skulle være mere blød og klassisk, og jeg fravalgte bevidst passepartout, så der ikke kom en ekstra ‘indramning’.
Det var en fantastisk proces at designe rammen, og jeg endte med at stå i butikken på Jægersborggade i 45 minutter og til langt efter lukketid, fordi der var så mange muligheder at afprøve og tale om. Ligesom det har taget mig lang tid at finde mine værker, tager det mig også lang tid at finde den rigtige ramme, og jeg respekterer og holder af processen.

Hvis man virkelig holder af sine plakater, og tænker på dem som værker, man gerne vil have længe, så synes jeg, en kvalitetsramme er en god investering.

Livet er bare for kort til IKEA-rammer.”

HVAD FÅR KUNSTVÆRKET DIG TIL AT FØLE?

”Billedet hænger i mit køkken/alrum, og selvom jeg egentlig havde den helt rigtige plads til det i min stue, så valgte jeg alligevel at hænge det i køkkenet, fordi jeg ville have det hængende det sted, hvor jeg ville komme til at se det mest.

Jeg holder utrolig meget af billedet. Både fordi det er smukt, men også fordi det minder mig om, da jeg var i mine tyvere og var meget optaget af denne her skøre, schweiziske arkitekt.

Det minder mig om en side af mig selv, som jeg rigtig godt kan lide, og som har nørdet denne her interesse. Hende der, af en eller anden grund, har udvalgt Le Corbusier som sin ultimative helt.”